Lokal viden basis for rensdyrtælling Udgivet 28.02.2012
Første marts starter en omfattende tælling af rensdyrene i området fra Nuup Kangerlua/Godthåbsfjorden ned til Sioraq/Frederikshåb Isblink.
Tællingen foregår i samarbejde mellem de lokale fangere, jagtbetjente og forskere fra Grønlands Naturinstitut. Sidst området blev talt op var i slutningen af marts 2006. I 2011 blev tællemetoden evalueret sammen med en canadisk ekspert for at øge effektiviteten.
Tællingen foregår fra helikopter. Foto: Christine Cuyler
”Før hver tælling kontakter jeg KNAPK, jagtbetjentene og de fangere jeg tidligere har arbejdet sammen med”, fortæller forsker ved Grønlands Naturinstitut Christine Cuyler. ”Jeg interviewer mange lokale fangere for at finde ud af, hvor dyr er blevet nedlagt i området siden sidste tælling, og hvor der er mange dyr nu. På særmeldings-skemaerne skal man opgive position på fangststedet, men kun få sætter kryds på kortet, så vi kan ikke bruge fangststatistikken i den her sammenhæng, men vi kan da heldigvis snakke sammen.”
Tællingen foregår fra helikopter med 3 observatører. I år er det Christine Cuyler, KNAPK fanger Aslak Jensen og jagtbetjenten fra Sisimiut, Hans Mølgaard, som alle tre er meget erfarne observatører, både i forhold til surveyets metodik og til at se dyrene i landskabet. Helikopteren flyver ca. 65 km i timen i 30-40 meters højde over landskabet. Dyrene har stort set samme farve som landskabet og samtidig er det måske overskyet og rensdyrene forsvinder i det grå lys i det vintergrå landskab. Derfor betyder det alt at observatørerne er erfarne, kan holde sig vågen i en vuggende helikopter, kan koncentrere sig i lang tid og bliver ikke luftsyge.
Rensdyrene er vanskelige at se. Denne blev stående og kiggede på helikopteren, indtil den næsten var forbi. Helikopteren var relativt høj, ved ca. 50 meters højde. Foto: Christine Cuyler
I Teknisk rapport fra 2010-tællingen af Kangerlussuaq-Sisimiut og Akia/Maniitsoq-områderne beskriver fanger Rink Heinrich og jagtbetjent Hans Mølgaard, hvor svært det er at tælle rensdyr fra helikopter. Her følger et uddrag af Hans Mølgaards indlæg:
”I dag tæller vi med helikopter i lav højde og lav hastighed og kan endog stoppe op. Men jeg har igennem tiden lagt mærke til, at når der er nye 1.gangstællere med [f.eks. erhvervsfangere, jagtbetjente], så har de store problemer med at se dyrene, især når landskabet er forårsagtigt med blandet sne og sneløs, og dyrene står ofte stille og kikker på helikopteren der flyver forbi. 300 meter ud til siderne er ikke langt, men især når der er stenfyldt område, kan det være enormt svært at skelne dyr og sten. ”
Hvis du ikke kunne finde rensdyret på det tredje billede så klik her.
Det kan nogle gange være svært at holde sig vågen i en vuggende helikopter, derfor betyder det alt at observatørerne kan koncentrere sig. Foto: Christine Cuyler
Tællerne flyver i fastlagte ruter, transsekter, over landskabet og alle observerede rensdyr indenfor 300 meter til hver side bliver noteret. ”På baggrund af interviews med lokale fangere laver vi en opdeling i områder, hvor vi forventer stor tæthed af dyr og områder med lav tæthed af dyr. Vi lægger mange transsekter (tællelinjer/flyveruten), hvor der er mange dyr, og færre hvor tætheden er lav. På den måde bruger vi helikoptertiden mest hensigtsmæssigt og i den efterfølgende bearbejdning af tallene, til en beregning af, hvor mange dyr der er i bestanden, er den usikkerhed, der er i tællemetoden regnet ind” fortæller Christine Cuyler. Udover rensdyr, som er det primære formål med tællingerne, bliver observationer af rype, ræv, hare og evt. moskusokse også registreret.
En større flok rensdyr ved Kangerluarsussuaq (Grædefjorden). Foto: Christine Cuyler
