Rejsegilde for Grønlands Naturinstituts nye tilbygning Udgivet 08.09.2009
Onsdag 9. september kl. 16.00 holder Grønlands Naturinstitut rejsegilde for en tilbygning, der udvider instituttet med 820 kvm. Udvidelsen omfatter 25 arbejdspladser, depoter, laboratorier m.m. Udvidelsen af Naturinstituttet blev igangsat i september 2008 og byggeriet er skredet hurtigt frem. Byggeriet forventes færdigt i sommeren 2010.
Aage V. Jensens Fonde har doneret mere end 30 mio. kr. til byggeriet, der er tegnet af KHR arkitekter og udføres i hovedentreprise af entreprenørfirmaet Permagreen. Begge firmaer har tidligere været involveret i byggeriet af Naturtinstituttet og tilknyttede gæsteboliger.
’Med de nye faciliteter bliver Grønland sat i stand til at udnytte det internationale potentiale optimalt og sikre sig kostbar viden i forhold til nuværende og fremtidige udfordringer på naturområdet´ siger direktør Klaus Nygaard.
´Behovet for udvidelsen ligger i et stigende antal opgaver på miljø – og klimaområdet. Klimaprocesser i Grønland spiller en central global rolle, og Naturinstituttet har oplevet en stærkt stigende international interesse for forskningssamarbejde i de senere år. Det grønlandske samfund kan drage stor nytte af denne fokus, og udnytte den opbyggede viden og kompetence i forvaltningen af naturen og ved tilpasning til de forventede effekter af klimaforandringer´ fortsætter Klaus Nygaard.