Grønlands Klimaforskningscenter til søs Udgivet 13.10.2011
Grønlands Klimaforskningscenter deltager i øjeblikket i to togter i arktiske farvande.
Ombord på det amerikanske forskningsskib R/V “Knorr” er Malene Simon i gang med at udsætte lytteudstyr vest for Diskobugten. Bøjerne skal hjælpe til, at få et bedre indblik i hvalernes færden i forhold til udbredelsen af havis. Projektet er del af et samarbejde mellem Craig Lee fra APL, Washington University og Malene Simon, Grønlands Klimaforskningscenter.
Samtidig er Søren Rysgaard og Thomas Krogh ombord på den canadiske forskningsisbryder “Amundsen”, der befinder sig i Nordvest Passagen. Her kigger klimaforskningscenteret nærmere på mikroorganismerne i havbunden, strømforhold og isprocesser.
“Amundsen” togtet er det første af en lang række ekspeditioner til farvandene mellem Grønland og Canada og er et direkte resultat af samarbejdsaftalen mellem Grønlands Klimaforskningscenter og University of Manitoba. Et af formålene, udover det tætte forskningssamarbejde, er at udbygge samarbejdet omkring undervisning og miljøundersøgelser i Arktis.