Polarlomvie
Uria lomvia
I Grønland yngler to arter af lomvie. Polarlomvie er langt den mest almindelige, mens almindelig lomvie eller atlantisk lomvie (Uria aalge) findes ynglende blandt polarlomvier i Sydvestgrønland. Foto: Lars Witting.
Opsummering af polarlomvieoptællinger kan ses her
Udseende
Vingefang: 64-75 cm. Længde: 40-44 cm. Vægt: 900-1100 g. Polarlomvie kendes på et kort og kraftigt næb med en lys stribe langs overnæbbets underkant. Hoved, ryg og vingeroversider er sortbrune og undersiden er hvid. Når en lomvie dykker bruger den også de relativt små vinger.
Føde
Polarlomvien dykker efter føden, der består af små krebsdyr og småfisk. Oftest dykker den til dybder mellem 20 og 60 m, men den kan dykke dybere end 100 m.
Yngletid
Polarlomvien er en almindelig ynglefugl i store dele af Grønland, hvor den yngler på meget stejle fuglefjelde direkte ud til havet. Kolonierne, der kan tælle tusinder af par, har ofte været beboet af polarlomvier i århundreder. Fuglefjeldene består ofte af en blanding af flere arter, hvor polarlomvien især findes på den midterste del, ofte sammen med rider.
Lomvier formerer sig langsomt og er 4-5 år gamle inden de yngler første gang. Lomvien bygger ikke en rede, men lægger sit ene æg direkte på ganske smalle klippehylder. Han og hun skiftes til at ruge. Ungen fodres med en enkelt fisk ad gangen, og når den i slutningen af juli eller begyndelsen af august er ca. tre uger gammel, springer den ud fra klippehylden, endnu før den kan flyve. Herefter indledes et svømmetræk væk fra kolonien sammen med faderen, der stadig fodrer og beskytter ungen.
Yngleudbredelse
Langs Grønlands vestkyst findes der i dag 18 aktive ynglelokaliteter (nogle af lokaliteterne er kolonier som består af flere subkolonier) af polarlomvie fra Kitsissut Avalliit (Ydre Kitsissut) syd for Arsuk, til Appaarsuit (Hakluyt Ø) lidt nord for Qaanaaq. Langt de største kolonier findes i Qaanaaq området og Nordlige Upernavik. På østkysten findes der kun to kolonier, den største ved Kangikajik (Kap Brewster) ved mundingen af Scoresbysund og lidt nordligere ved Appalik (Raffles Ø).
Vinterudbredelse og træk
De grønlandske ynglefugle trækker enten til åbenvandsområdet ud for Sydvestgrønland eller til farvandet ud for Labrador og Newfoundland. For den mage (hannen) der følger ungen, foregår den første del af trækket væk fra ynglepladserne som svømmetræk på havet sammen med ungerne. Åbentvandsområdet er vinterkvarter for en væsentlig del af de grønlandske lomvier, men også for en betydelig del af de polarlomvier, der yngler på Svalbard, i Island, Rusland og Canada.
Udbredelsen af polarlomvie i Nordatlanten. Røde linjer viser formodede træk ruter. Data: Grønlands Naturinstitut.
Bestandsstatus
Størrelsen af den grønlandske ynglebestand er godt kendt og følges løbende. En samlet opgørelse fra 1994 lød på 535.000 optalte individer (ca. 390.000 ynglepar). I 2011 udgjorde de samlede optællinger ca.453.200 optalte individer (ca.330.000 ynglepar). De største og mest stabile bestande findes i Qaanaaq-området (over 60 % af den grønlandske ynglebestand) og i det nordlige Upernavik (ca. 25 %), og disse ynglelokaliteter rummer i dag langt den største del af Grønlands ynglebestand. Lomvie kolonierne i resten af landet er langt mindre og de fleste af dem er i tilbagegange. Det står særligt kritisk til i Disko Bugt, sydlige Upernavik, Sydgrønland og Østgrønland (jf. figur).
Vedrørende antallet af overvintrende lomvier i Sydvestgrønland, se afsnittet om ”Vigtige områder”.
Ældre angivelser for bestandsstørrelsen er usikre, men der er ingen tvivl om, at den grønlandske ynglebestand, bortset fra ved Qaanaaq og nordligste Upernavik, er gået drastisk tilbage gennem størstedelen af 1900tallet. Bestandsnedgangen har været særlig stor i området fra Disko Bugt til den sydlige del af Upernavik-området. Ved Uummannaq er den tidligere så store ynglekoloni af polarlomvie helt forsvundet, og i det sydlige Upernavik og i Disko Bugt er bestanden mindsket til under 10 % af den tidligere forekomst.
Ovenstående figur viser placeringen de eksisterende 20 lomviekolonier i Grønland samt den nuværende bestandsstørrelse (2017, optalte individer) opgjort i forskellige delområder. Bestandsændringer (%) i perioden 1990 – 2017 er opgivet for de samme delområder. Ved Uummannaq uddøde en koloni i 1980’erne og ved Upernavik uddøde 4 kolonier i perioden 1989-2003. Disse er ikke vist på kortet.
Vigtige områder
I yngletiden er områderne nær de store kolonier særligt vigtige. De fouragerer gerne i områder nær iskanten og i drivis og flyver ofte op til 50-100 km for at finde føde. Ved hjælp af små GPS sendere er de vigtige fourageringsområder nu blevet kortlagt for flere af de grønlandske kolonier.
Antallet af overvintrende polarlomvier i det vestgrønlandske åbentvandsområde er kun sporadisk belyst. Nogle oplysninger om udbredelse og antal foreligger fra hvaltællingerne i 1981, 1982, 1990, 1991 og 1993. Havfugletællinger fra fly og skib fortaget i september 2009 viste at området til havs ud for Disko Ø er vigtig når polarlomvierne forladerne kolonierne. Havfugletællinger fra skib fortaget i vinteren 1988/89 i dele af åbentvandsområdet viste en jævn udbredelse af lomvier i begyndelsen af oktober i området mellem Sisimiut og Paamiut, med de største koncentrationer 10-75 km fra kysten. Senere på vinteren var lomvierne udbredt mere kystnært, og i februar/marts var der skønsmæssigt 170.000 lomvier i et 6.000 km2 stort område sydvest for Nuuk.
Grønlands Naturinstitut har i samarbejde med DCE (daværende DMU) også gennemført to omfattende vintertællinger (marts) fra fly af havfugle i Sydvestgrønland, i 1999 og 2017. Disse var dog kun i mindre grad målrettet lomvier, idet lomviernes udbredelse om vinteren langt overstiger hvad der er muligt at dække fra et fly i løbet af 2-3 uger. Disse optællinger dækkede fjorde og kystområder ud til ca. 25-30 km fra kysten og observationer af lomvier forekom kun længst mod vest, hvilket viser at lomvierne på dette tidspunkt (marts) opholder sig langt til havs.
I de senere år er man begyndt at bruge oplysninger fra geo-dataloggere (jf. afsnittet ”Forskning og monitering”), som en genvej til at beregne antallet af overvintrende lomvier i Grønland, såvel som i Canada. Idet man med rimelig sikkerhed kender antallet af ynglefugle i alle de alle de nordatlantiske lomviekolonier og samtidig ved (ud fra geo-dataloggere) hvilke overvintringsområder de foretrækker at flyve til, kan man ud fra en relativ simpel forholdsberegning, udregne det samlede antal lomvier i overvintringsområderne. En beregning fra 2016 anslår på denne måde at i størrelsesordenen 800.000 voksne fugle (dvs. ynglefugle) opholder sig i havområderne omkring Sydvestgrønland om vinteren. Dertil kommer et lige så stort antal ungfugle (dvs. ikke-ynglende fugle <5 år), såfremt man antager at de foretrækker de samme overvintringsområder som de voksne (ungfuglenes trækveje er dårlig belyst).
Lomvier på vandet. Foto: Lars Maltha Rasmussen.
Forskning og overvågning
Havfugleovervågning i Grønland har hidtil mest været fokuseret på polarlomvien, hvilket gør at man har et godt kendskab til bestandsudviklingen. Ved etableringen af Grønlands Naturinstitut var hovedparten af forskningen og overvågningen af lomvier eksternt finansierede projekter, men gradvist har egne midler dækket stadig flere aktiviteter. Siden 1984 er alle lomviekolonier i Grønland blevet optalt efter en standardiseret metode og i 1995 blev lomviekolonierne i Østgrønland som de sidste kolonier optalt systematisk. Dermed blev der et grundlag for en systematisk overvågning af hele den grønlandske bestand af polarlomvie. I 1997 blev der udarbejdet en langsigtet overvågningsvejledning og –plan for de grønlandske ynglekolonier som bliver fulgt i dag. I 1993 blev der påbegyndt en standardiseret overvågning af fangsten på baggrund af det grønlandske fangstregistreringssystem “Piniarneq”.
Registrering af lomvier ved Scoresbysund. Foto: Carsten Egevang.
I 1998 blev de første forsøg gennemført med satellitsporing af polarlomviens fourageringsområder og deres træk bort fra Nordvestgrønland i efteråret. Tilsvarende studier blev udført i Vestgrønland af DCE i 2005 og i 2006 i forbindelse med miljøvurderinger af aktiviteter forbundet med olieefterforskning. Oplysninger fra senderne blev benyttet til at kortlægge sårbare områder og er med til at belyse mulige årsager til at bestanden af polarlomvier er gået tilbage.
Polarlomvier bliver i dag i højere grad udstyret med såkaldte geo-dataloggere der kan registrere træk ruter, vinterområder og diverse dykke-data (dybde, dykketid og havtemperatur). Dataloggere er langt billigere end satellitsendere og med en vægt på kun 3 g kan de monteres på benet og er dermed mere skånsomme for fuglene. Ved hjælp af et lille ur og en lys sensor kan dataloggeren afsløre breddegrad og længdegrad baseret på hhv. dagslængde og tidspunkt for daggry og solnedgang. læs evt. mere her (http://www.niki.gl/da/artikler-om-vandrende-dyr/havfugle/lomvier-i-groenland-aaret-rundt/).
Lomvier skydes primært om vinteren i Grønland og Canada og de to lande høster af “hinandens” ynglefugle, men også af yngleugle fra Island og Svalbard. Regelmæssig brug af geo-dataloggere i de forskellige yngleområder i Nordatlanten kan i stigende grad benyttes til at belyse hvorledes jagten i Canada og Grønland påvirker de respektive ynglebestande.
Gennem de seneste 10-15 år har der desuden været stigende fokus på at undersøge reproduktionsforhold, fødevalg og fourageringsområder, foruden klimaets indflydelse på bestandsudviklingen. Som et eksempel på det sidste, kan det nævnes, at en betydelig bestandsnedgang på Svalbard, delvist kan tilskrives ændringer i strømforholdene i overvintringsområdet omkring Sydvestgrønland. Det er en rimelig antagelse, at en lignende negativ påvirkning sker på de grønlandske fugle der overvintrer i samme område.
Fangst og forvaltning
Polarlomvie er sammen med edderfugl det hyppigste fangstobjekt i Grønland og jagttrykket udgør sandsynligvis en væsentlig regulerende faktor for bestanden, om end det antages at betyde mindre nu end det gjorde tidligere. Lokale forskelle i bestandsudviklingen tyder på, at jagt og forstyrrelser på ynglepladserne har været væsentlige årsager til at den grønlandske ynglebestand nogle steder har været i tilbagegang gennem adskillige årtier. Ifølge jagtstatistikken Piniarneq blev der i perioden 1993-95 årligt nedlagt 188.000-200.000 polarlomvier i Grønland. Hovedparten (85 %) af de nedlagte lomvier blev skudt syd for Disko i vinterhalvåret fra oktober til marts. Siden jagtperioden i 2002 blev forkortet, og dermed forårsjagten minimeret, har jagten være reduceret væsentligt. Ifølge Piniarneq blev der i årene mellem 2003 og 2008 nedlagt 64.000-98.000 polarlomvie og dette tal er nu faldet yderligere. Det er dog uvist hvor stor en andel som bliver indrapporteret til Piniarneq, så tallene må betragtes som indeks tal. En undersøgelse fra 1993 af antallet af lomvier udbudt til salg på brættet i Nuuk indikerede, at måske kun halvdelen af lomviefangsten blev rapporteret. En del af de grønlandske ynglefugle fortsætter efterårstrækket over Davids Strædet til vinterkvarterer ud for Labrador og Newfoundland, hvor der ligeledes foregår fangst af lomvie.
Polarlomvien er det hyppigste jagtobjekt i Grønland. Foto: Carsten Egevang.
Polarlomvien forvaltes gennem Selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af fugle, som udarbejdes af Departementet for Fiskeri, fangst og landbrug. Jagttiderne har vekslet en smule frem og tilbage gennem årene, afhængig af de politiske vinde, men den generelle tendens har været at jagttiden er blevet kortere og kortere, i takt med at lomviebestanden i Grønland er blevet mindre og mindre. Det er generelt forbudt at skyde eller frembringe anden unødvendig støj inden for en afstand af 1 km fra lomviernes ynglekolonier.
Grønland bidrager til internationale aftaler om forvaltning af lomviebestanden, idet dens vandringer udgør et fælles anliggende for flere arktiske nationer. I havfuglegruppen under CAFF, har man fokuseret på polarlomvie, og der er udarbejdet en fælles forvaltningsplan, ”International Murre Conservation Strategy and Action Plan” som i 1996 blev godkendt af miljøministrene i de arktiske nationer.
Lomvier ligger kun et æg og kræver ikke meget plads. Foto: Lars Witting
Sårbare perioder og trusler
Polarlomvien er særligt sårbar over for fangst af ynglefuglene på grund af artens langsomme reproduktion. Derfor har Naturinstituttet rådgivet mod jagt om foråret, da denne fangst primært går ud over de lokale ynglefugle. Om efteråret og om vinteren involverer fangsten en høj andel ungfugle og bestande fra flere lande (Island, Norge/Svalbard, Rusland, Canada og Grønland) og er dermed mindre skadelig for den grønlandske ynglebestand. Derudover er lomvien sårbar over for forstyrrelser ved ynglekolonierne. Forstyrrelser der medfører masseopflyvning kan f.eks. betyde at æg eller unger falder ned fra redehylden og går tabt. Polarlomvie er særlig følsom over for olieforurening, da den befinder sig på vandoverfladen en stor del af tiden. Polarlomvier er tidligere blevet fanget i stort antal som bifangst i laksegarn (primært i 1970’erne).
