Grønlandshval

Ung grønlandshval i Østgrønland. Foto: F R Merkel

Biologi

Med sine 50 tons rangerer grønlandshvalerne blandt de tungeste hvaler og er et af  de tungeste dyr, som nogensinde har eksisteret. Grønlandshvalerne kan blive op til  18 m lange  og er lidt kortere og tykkere end andre hvaler i samme vægtklasse. Grønlandshvalen er næsten helt sort med undtagelse af underkæben, som er hvid. Efterhånden som grønlandshvalen ældes bliver også haleroden og selve halen  mere og mere hvid.

Grønlandshvalen er en bardehval og har således ingen tænder. Barder er lange hornplader, som sidder i overmunden og bruges til at gribe byttedyr med. Grønlandshvalens føde består fortrinsvis af dyreplankton, hovedsageligt vandlopper, især vandloppen Calanus hyberboreus.  Læs mere om hvordan grønlandshvalen går på “jagt” efter vandlopperne

Grønlandshvalerne er afhængige af store, sæsonbestemte koncentrationer af dyreplankton, men de kan med stor sandsynlighed overleve perioder med lav fødetilgængelighed grundet deres tykke spæklag, der kan blive op til 50 cm tykt.

Vandlopper, som er føde for grønlandshvalerne. Foto: F. Ugarte

Grønlandshvalen er mere end 20 år gamle før den bliver kønsmoden. På det tidspunkt er den cirka 13 meter lang. Hunnerne bliver gravide om foråret, formentlig i marts-april måned og graviditeten varer cirka et år. Kalvene fødes herefter i det sene forår (maj-juni) og er omkring 4 meter lang, når den bliver født. Grønlandshvalerne føder kun én kalv hvert 3.-4. år. Til gengæld kan grønlandhvalerne formentlig blive mere end 200 år gamle.

Skelet af grønlandshval på Zoologisk Museum, København, hvor man kan se de mægtige barder. Foto: Lars Maltha Rasmussen

Grønlandshvalen er èn af de få bardehvaler, der kan producere egentlige sange som de bruger til at kommunikere med andre artfæller. Læs mere om forskning af grønlandshvalernes sange i Diskobugten under Forskning og Forvaltning

Udbredelse og vandring

I 2009 og 2010 blev 39 grønlandshvaler mærket med satellitsender i Diskobugten og deres vandringer er her vist på kortet. De enkelte farver repræsenterer hvilke måned dyrene er i hvilke områder. Kilde Niels et al. 2015.

Kort med stednavne

Grønlandshvalen er den eneste bardehval, der tilbringer hele sit liv i arktiske farvande. Den internationale hvalkomité (IWC) tager udgangspunkt i 5 forskellige bestande af grønlandshvaler: Okhotske Hav, Berings-Chuckhi-Beaufort Havet, Foxe Basin-Hudson Bugten, Baffin Bugten-Davis Strædet og Spitzbergen. Undersøgelser tyder imidlertid på, at bestandene i Foxe Basin-Hudson Bugten og Baffin Bugten-Davis Strædet kun udgør en enkelt bestand. Blandt andet har forskere fra Grønlands Naturinstitut (GN), ved satellitmærkning af grønlandshvaler i Canada og Grønland, vist at de grønlandshvaler, som ses i Vestgrønland, er en del af en større bestand, der forekommer fra Foxe Basin til Hudson Bugten, Hudson Strædet og langs østkysten af Baffin Øen (se kort over vandringer).

Udbredelse i Vestgrønland

Forskere fra GN har ved hjælp af vævsprøver  vist, at grønlandshvalerne i Vestgrønland og særlig i Disko Bugten især er gamle hunner (læs om hunnerne, der vælger Vestgrønland). I løbet af foråret forlader grønlandshvalerne Vestgrønland og vandrer tværs over Baffin Bugten til området øst for Lancaster Sound (se kort med lokalitetsnavne).

Udbredelse i Østgrønland

Den moderne europæiske fangst af grønlandshvaler startede i Grønlandshavet øst for Grønland og omkring Svalbard i 1600-tallet. I begyndelsen blev baskiske hvalfangere med erfaring fra hvalfangst i Biscayen hyret til at gå på jagt efter den langsomme grønlandshval. Senere var det især hollandske og engelske skibe som stod for hvalfangsten. I perioden 1675 til 1719 blev der fanget omkring 25.000 grønlandshvaler i Grønlandshavet og omkring Svalbard. Denne tidlige efterstræbelse af grønlandshvalerne medførte at disse hvaler allerede i begyndelsen af 1800-tallet var så fåtallige, at hvalfangerne foretrak at tage til det fjernere liggende område i Davis Strædet.

Det lykkedes dog ikke at udrydde grønlandshvalen helt i området mellem Østgrønland og Franz Josef Land. Der er stadig små grupper af grønlandshvaler i området og de ses jævnligt bl.a. ved Scoresby Sund. Selvom hvalerne ikke har været jagtet i dette område i mere end 100 år, er der ikke tydelige tegn på vækst i bestanden. Måske fordi der er for få hvaler spredt over for stort et havområde og derfor for sjældne chancer til at de kan parre sig. Til stor glæde blev en parringsgruppe af grønlandshvaler dog observeret i Grønlandshavet i 2017.

Status i Grønland

Hale af grønlandshval. Foto: F. Ugarte

En grønlandshval passeres af en flok ederfugle. Foto: F. Ugarte

Antallet af grønlandshvaler i Davis Strædet og Baffin Bugten ser ud til at være øget betydeligt de seneste år. Bestanden af grønlandshvaler er dog stadig lavere end den oprindelige bestand på muligvis op mod 12.000 dyr før den europæiske hvalfangst satte ind. Alligevel betegnes denne bestand som Ikke Truet ifølge IUCNs globale rødliste og som Næsten TruetGrønlands rødliste.

Der kommer mere og mere støj i havet omkring Grønland fra blandt andet skibsfart, flytrafik, mineefterforskning, gravning på havbunden og opstilling af havbaserede konstruktioner. Dette kan udgøre et problem for dyr, der netop er afhængig af at bruge lyd for eksempelvis at kunne høre artfælder. Megen støj i et vigtigt fødeområde, kan derfor have den konsekvens at grønlandshvalerne undgår disse områder og dermed bliver nødt til at finde nye områder.

Grønlandshvalerne har været fredet siden 1932. Dog har fangst af få dyr til eget forbrug været tilladt for inuitter i Rusland, Alaska og Canada. I Grønland har grønlandshvalen været beskyttet frem til 2008. Herefter godkendte IWC en femårig kvote på to grønlandshvaler om året i Vestgrønland for perioden 2008-2012. Kvotetildelingen er baseret på bestandsestimatet af grønlandshvalerne og menes ikke at påvirke bestanden af grønlandshvaler negativt.

Forskning og forvaltning

GN har udført forskellig forskning på grønlandshvalerne i Diskobugten. Både satellit- og radiomærkning, udført i samarbejde med fangere fra Qeqertarsuaq, har bidraget væsentligt til nyttig viden om grønlandshvalernes økologi. (Læs mere om fangernes mærkning af grønlandshvaler i 2011). Samtidig indsamles vævsprøver fra dyrene, og der foretages omfattende undersøgelser af de grønlandshvaler, som indgår i fangst. Som led i den videnskabelige rådgivning til IWC, der regelsætter hvalfangsten, foretager GN flytællinger af storhvaler i grønlandske farvande.

Bardehvaler kan producerer tre type kald: 1) dybe og forholdsvis bredbåndene, komplekse kald, 2) høje, smalspektrede, frekvensmodulerede kald og 3) mere eller mindre komplekse sange som er dannet ved repetition af en eller flere noder.

De to første typer bruges af flere bardehvaler, mens reel sang kun findes hos pukkelhvalen, grønlandshvalen, blåhvalen og finhvalen. Sangene hos de to sidste arter består af gentagelse af nogle få toner igen og igen. Pukkelhvalens sang er mere avanceret og struktureret og også den bedst studerede. Den indeholder forskellige enheder bestående af flere toner.

Grønlandshvalernes sang er også avanceret og har mange forskellige stilarter i repertoiret. Hvert år starter de med flere forskellige typer af sang, der hele tiden synges hen over hinanden (læs mere om deres sang HER). Længere hen på foråret bliver grønlandshvalerne mere stille. Til gengæld opnår de enighed om at synge den samme sang, inden de i midten af maj bliver tavse og i juni forlader Diskobugten. Året efter har de et nyt udvalg af sange med sig, hvilket man kan læse mere om HER.

Desuden, i modsætning til alle andre bardehvaler, kan grønlandsvalerne synge med to stemmer samtidigt, hvilket betyder at de kan tilføje kompleksitet i deres sang (læs mere om hvordan grønlandshvalerne synger tostemmigt HER). Sangerne er også mere højfrekvente end hvad man vil forvente fra et så stort dyr – der er normalt en ret god sammenhæng mellem kropsstørrelse og frekvens for dyrelyde hvor de mindste dyr har de højfrekvente lyde og de største dyr de lavfrekvente. Grønlandshvalen kan begge dele. De kan producere lyd fra en meget bred vifte af frekvenser, som igen er med til at øge variationsmuligheden og kompleksiteten i deres sange. Med deres dybe lyde kan de signalere og blive hørt i hele Diskobugten – sandsynligvis over 125 km. De høje frekvenser absorberes derimod inden for 10 til 30 km og forskere mener at disse frekvenser er til for at kommunikere med artsfæller i nærheden (læs mere om grønlandshvalernes kommunikation HER). Sangens betydning hos grønlandshvalerne vides ikke specifikt, heller ikke om det er hanner eller hunner eller begge køn som synger. Generelt tænker man at sangen hos alle bardehvaler er del af parringsadfærd og bruges til at finde en mage eller til at etablere en rangordning hos den syngende køn for at vinde adgang til en mage.

Grønlandshval mærkes med en radiosender i Diskobugten. Foto: A Isaksen

Læs artikler om grønlandshvalen: