Grønlandshval
Kendetegn
Med sine 50 tons er grønlandshvalen (Balaena mysticetus) en af de tungeste hvaler og et af de tungeste dyr, der nogensinde har eksisteret. Grønlandshvalen kan blive op til 18 m lang og er forholdsvis kortere og tykkere end andre hvaler i samme vægtklasse. Bortset fra den hvide underkæbe er grønlandshvalen helt sort, men efterhånden som grønlandshvalen ældes, bliver også haleroden og selve halen mere og mere hvid.
Grønlandshvalen er en bardehval, dvs. den har ikke tænder, men barder – lange hornplader, som sidder i overmunden og bruges til at filtrere dyreplankton fra havvandet.
Sang
Grønlandshvalen er sammen med pukkelhvalen, blåhvalen og finhvalen en af de få bardehvaler, der bruger sang til at kommunikere med andre artsfæller. Grønlandshvalens sang er avanceret og omfatter mange forskellige stilarter med lyde over en meget bred vifte af frekvenser. I modsætning til andre bardehvaler kan grønlandshvalen også synge med to stemmer samtidig. Sangene er også mere højfrekvente, end man ville forvente fra så stort et dyr. De højfrekvente lyde anvendes formentlig til at kommunikere med artsfæller over 10-30 kilometers afstand. Grønlandshvalerne kan med deres dybe, lavfrekvente lyde høres over afstande på op til 125 km – dvs. hele Disko Bugt. Det vides ikke, om kun hanner, kun hunner eller begge køn synger.
Grønlandshvalerne begynder hver år i februar og marts med flere forskellige typer af sang, der hele tiden synges hen over hinanden. I løbet af foråret bliver sangrepertoiret mindre, inden hvalerne i midten af maj bliver tavse og i juni forlader Disko Bugt. Året efter har de et nyt udvalg af sange med sig.
Udbredelse
Grønlandshvalen er den eneste bardehval, der tilbringer hele sit liv i arktiske farvande. Den har en cirkumpolar udbredelse i Arktis. I Nordatlanten findes der vest for Grønland grønlandshvaler i Davis Strædet og i Baffin Bugt og øst for Grønland i Grønlandshavet og omkring Svalbard. Endvidere findes grønlandshvalerne i Stillehavet i det Okhotske Hav og ved det nordøstlige Rusland, Alaska og det nordvestlige Canada.
Vestgrønland
Forskere fra Grønlands Naturinstitut har ved hjælp af indsamlede vævsprøver vist, at grønlandshvalerne i Vestgrønland og især i Disko Bugt hovedsageligt er gamle hunner. I løbet af foråret forlader de Vestgrønland og vandrer tværs over Baffin Bugt til området øst for Lancaster Sound (se kort med lokalitetsnavne).
Østgrønland
I perioden 1675 til 1719 blev der fanget omkring 25.000 grønlandshvaler i Grønlandshavet og omkring Svalbard. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet var grønlandshvalerne så fåtallige, at hvalfangerne foretrak at tage til det fjernere liggende område i Davis Strædet. Det lykkedes dog ikke at udrydde grønlandshvalen. Der er stadig små grupper af grønlandshvaler i området mellem Østgrønland og Franz Josef Land, og de ses jævnligt bl.a. ved Ittoqqortoormiit (Scoresbysund). Selvom hvalerne ikke har været jaget i dette område i mere end 100 år, er der ikke tydelige tegn på vækst i bestanden.
Formering, vækst og alder
Grønlandshvaler er mere end 20 år gamle og ca. 13 meter lange, før de bliver kønsmodne. Hunnerne bliver gravide om foråret, formentlig i marts-april måned, hvert 3.-4. år og føder kun én kalv pr. graviditet. Graviditeten varer cirka et år, og den ca. fire meter lange kalv fødes i det sene forår (maj-juni).
Grønlandshvalen kan formentlig blive mere end 200 år gammel.
Føde
Grønlandshvalen lever fortrinsvis af dyreplankton og især af vandloppen Calanus hyberboreus (læs mere om, hvordan grønlandshvalen går på “jagt” efter vandlopperne.) Hvalerne er afhængige af store, sæsonbestemte koncentrationer af dyreplankton, men på grund af deres op til 50 cm tykke spæklag kan de med stor sandsynlighed overleve perioder med meget lidt føde.
Bestande og forvaltning
Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) tager udgangspunkt i fem forskellige bestande af grønlandshvaler: Okhotske Hav, Berings-Chukchi-Beauforthavet, Foxe Basin-Hudson Bugt, Baffin Bugt-Davis Strædet og Svalbard. Undersøgelser tyder imidlertid på, at bestandene i Foxe Basin-Hudson Bugt og Baffin Bugt-Davis Strædet kun udgør en enkelt bestand.
Forskere fra Grønlands Naturinstitut har udstyret grønlandshvaler i Canada og Grønland med satellitsendere, som har afsløret hvalernes vandringer. De grønlandshvaler, som ses i Vestgrønland, er en del af en større bestand, der er udbredt fra Foxe Basin til Hudson Bugten, Hudson Strædet og langs østkysten af Baffin Ø (se kort over vandringer).
Antallet af grønlandshvaler i Davis Strædet og Baffin Bugt ser ud til at være øget betydeligt siden århundredskiftet. Bestanden af grønlandshvaler er dog stadig lavere end den oprindelige bestand på muligvis op mod 12.000 dyr, før den europæiske hvalfangst satte ind. Alligevel betegnes denne bestand som ”Ikke truet” på IUCN’s (International Union for Conservation of Nature) globale rødliste og som ”Næsten truet” på Grønlands Rødliste.
Grønlandshvalen har været fredet siden 1932. Dog har fangst af få dyr til eget forbrug været tilladt for inuit i Rusland, Alaska og Canada. I Grønland har grønlandshvalen været beskyttet frem til 2008. Siden 2009, har IWC tildelt en kvote på to grønlandshvaler om året til Vestgrønland. Kvotetildelingen er baseret på en vurdering af bestanden af grønlandshvaler og menes ikke at påvirke bestanden negativt.
Forskning
Som led i den videnskabelige rådgivning til Den Internationale Hvalfangstkommission, der regulerer den globale hvalfangst, foretager Grønlands Naturinstitut tællinger fra fly af storhvaler – herunder grønlandshvaler – i Grønlands farvande.
Grønlands Naturinstitut har især forsket i grønlandshvalerne i Disko Bugt. Forskere har sammen med fangere fra Qeqertarsuaq udstyret hvaler med satellit- og radiosendere, og de indsamlede data har bidraget væsentligt til viden om grønlandshvalernes økologi. Vævsprøver fra dyrene indsamles af et hold lokale fangere, og der foretages omfattende undersøgelser af de grønlandshvaler, som indgår i fangst. Vævsprøve nummer 1000 fra en grønlandshval blev indsamlet af holdet i 2021.
Forurening
Der kommer mere og mere støj i havet omkring Grønland fra blandt andet skibsfart, flytrafik, mineefterforskning, gravning og opstilling af konstruktioner på havbunden. Det kan skabe problemer for dyr som grønlandshvalen, der er afhængigt af at bruge lyd til eksempelvis at kunne høre artsfælder. Samtidig stiger vandtemperaturen omkring Grønland. Det kan ligeledes blive et problem for grønlandshvalerne, der foretrækker koldt vand. Megen støj eller for høje temperaturer i et vigtigt parrings- eller fødeområde kan derfor medføre, at grønlandshvalerne bliver nødt til at finde nye områder.
Læs artikler om grønlandshvalen: