Narhval - Greenland Institute of Natural Resources

Foto: M.P. Heide-Jørgensen.

Kendetegn

Narhvalen (Monodon monoceros) er en mellemstor, 4-5 meter lang tandhval i familie med hvidhvalen. Hannen har den karakteristiske snoede tand, som vokser ud fra venstre side af overkæben. Tandens længde afhænger af dyrets alder; den kan blive op til tre meter lang. Langt de fleste narhvaler har én tand, men enkelte har to tænder, som vokser ud side om side. Tandens præcise formål kendes ikke, men den anvendes formentlig til at fastslå hannernes rang i en flok. Hunner har yderst sjældent tænder.

En ung narhval er brun eller grålig, men med alderen bliver den grå farve mørkere, og narhvalen bliver mere sort-hvidspættet. Voksne dyr har kun en smal sort aftegning, som strækker sig ned over ryggen.

Narhvalen har ingen synlige tænder i munden, men suger i stedet sin føde ind. Kun hannernes tand vokser ud gennem venstre overlæbe. Foto: M.P. Heide-Jørgensen.

Udbredelse

Narhvalen er udbredt i de atlantiske dele af Arktis. I Grønland forekommer narhvalen langs både øst- og vestkysten, hvor flokke i sommermånederne kan ses i fjorde og kystnære områder. Når havets overflade fryser om vinteren, tvinges narhvalerne til at forlade områderne og bevæge sig ud i åbne farvande ved iskanten eller områder med drivende pakis for at søge føde. Forskere fra Grønlands Naturinstitut har vist, at disse efterårs- og vinterfødesøgningsområder er særligt vigtige for narhvalerne, fordi narhvaler indtager størstedelen af årets føde i løbet af vinteren.

Narhvalerne er meget stedtro over for deres sommer- og vinteropholdssteder og vandringsruter. Satellitmærkning af narhvaler i det højarktiske canadiske øhav har vist, at de hvert år følger de samme ruter og tager af sted mod vinteropholdsstederne på stort set samme tid om efteråret. De samme individer kommer generelt tilbage til de samme områder år efter år, og bestandene i de enkelte områder blander sig formodentlig meget lidt. Hver enkelt fjord kan således have sin egen lille bestand af narhvaler med sit eget niveau af følsomhed over for fangst, og der skal udvises stor forsigtighed med udnyttelse disse småbestande – især fordi narhvalerne er så forudsigelige og ret lette at fange.

Narhvalernes sommer- (gul) og vinteropholdssteder (brun) og deres formodede vandringer mellem områderne (→). Kilde: NAMMCO (2017).

Satellitmærkning af narhvaler i det højarktiske canadiske øhav har vist, at narhvalerne også her er særligt tro over for deres vandringsruter. De følger hvert år de samme ruter og tager af sted på stort set samme tid af efteråret på vej til deres vinteropholdssteder i Baffin bugten og Davistrædet. Her opholder de sig fra sen november til april og vinterpladserne er tilsyneladende der, hvor narhvalerne fra de forskellige sommerbestande mødes. I løbet af maj og juni følger narhvalerne iskanten tilbage til deres faste sommeropholdspladser i det højarktiske canadiske øhav samt Melvillebugten og Inglefield Bredning i Nordvestgrønland.

I Østgrønland, viser satellitsporinger at de narhvaler, der kommer ind i Scoresbysund fjordsystemet om sommeren ikke migrerer langt væk om vinteren. Når isen lægger sig inde i fjordene svømmer de nemlig ud på bankerne langs Blosseville kysten, hvor de formentlig fanger hellefisk. Når isen igen bryder op i fjordene, vender de tilbage (studie om de østgrønlandske narhvalers vandringer kan læses her).

De månedlige positioner fra 28 narhvaler mærket i bunden af Scoresbysundfjorden mellem 2010-2013. Kilde: M.P. Heide-Jørgensen et al. 2015.

Vestgrønland

Afhængigt af årstiden forekommer narhvaler i Baffin Bugt, Davistrædet, Melville Bugt og Inglefield Bredning. De vestgrønlandske narhvaler opholder sig fra sen november til april på vinterpladserne i Baffin Bugt og Davistrædet. Det er tilsyneladende her, narhvaler fra de forskellige sommerbestande mødes. I løbet af maj og juni følger narhvalerne iskanten tilbage til deres faste sommeropholdspladser i juli-september i det højarktiske canadiske øhav samt Melville Bugt, Smith Sund og Inglefield Bredning i Nordvestgrønland.

Østgrønland

I Østgrønland findes bestande af narhvaler i områderne omkring Tasiilaq (Køge Bugt/Sermilik Fjord), Kangerlussuaq Fjord og Ittoqqortormiit (Blosseville Kyst/Scoresbysund). Derudover findes der en eller flere bestande i Nationalparken i Nordøstgrønland (Dove Bugt samt Nioghalvfjerdsfjorden). Sporing af narhvaler med satellitmærker viser, at de narhvaler, der kommer ind i Scoresbysund Fjord-systemet om sommeren, ikke vandrer langt væk om vinteren. Når isen lægger sig inde i fjordene, svømmer de nemlig ud på bankerne langs Blosseville Kyst, hvor de formentlig fanger hellefisk. Når isen igen bryder op i fjordene, vender de tilbage.

Formering, vækst og alder

Narhvalhunner bliver kønsmodne i 8-9-årsalderen og får en unge hvert 2.-3. år. Narhvalens alder kan anslås ved at tælle vækstlagene i den lange tand. Det er dog vanskeligt at bestemme alderen på meget gamle dyr, og desuden kan kun hannerne aldersbestemmes. Grønlands Naturinstitut har i samarbejde med Københavns Universitet udarbejdet en alternativ metode, som bestemmer en narhvals alder på baggrund af ændringer i aminosyrer i øjelinsen – såkaldt aspartat- eller asparaginsyreracemisering. Med denne metode er de ældste narhvaler blevet vurderet til at være mere end 100 år gamle.

Føde

Narhvalen lever hovedsageligt af hellefisk og blæksprutter, men også torsk, polartorsk og rejer udgør en del af føden. Byttedyr suges ind i munden og sluges hele, da narhvalen ikke har synlige tænder inde i munden.

For at undersøge hvor meget og hvor ofte narhvalerne i Scoresbysund Fjord-systemet spiser, har forskere ført en lille temperaturmåler ned i maven på nogle af de satellitmærkede narhvaler. Måleren registrerer det fald i mavetemperaturen, som følger af, at hvalen indtager et koldt bytte, f.eks. fisk eller blæksprutter (studie om narhvalens fødeaktivitet kan læses her).

En narhval flænses i Østgrønland. Foto: N.H. Nielsen

Bestande og forvaltning

Grønlands Naturinstitut er repræsenteret i NAMMCO SC (Scientific Committee of the North Atlantic Marine Mammal Commission; den Videnskabelig Komité i den Nordatlantiske Havpattedyrkommission) og JCNB SWG (Joint Commission on Conservation and Management of Narwhal and Beluga Scientific Working Group). JCNB SWG og NAMMCO SC vurderer sammen størrelserne af nar- og hvidhvalbestandene, som Grønland og Canada deler og som i visse tilfælde også er genstand for fangst i begge lande. NAMMCO SC vurderer derudover størrelserne af narhvalbestandene i Østgrønland. Denne information fremlægges for JCNB- og NAMMCO-kommissionerne, der herefter rådgiver Grønlands Selvstyre om bæredygtige fangstkvoter. På baggrund af denne rådgivning og oplysninger fra fangere fastsætter Selvstyret kvoter for fangsten og fordeler kvoterne til kommunerne.

Fangst af narhval er meget vigtig for vest-, nord- og østgrønlandske fangere, og narhvalen er sammen med den lige så vigtige hvidhval underlagt årlige kvoter. Narhvalen var stærkt jaget fra slutningen af 1800-tallet og fremefter, og i perioden 1993-2003 blev der i gennemsnit fanget 519 narhvaler årligt. Den uregulerede fangst fik bestandsstørrelserne til at falde betydeligt, så arten blev underlagt årlige kvoter i Vestgrønland i 2004 og i Østgrønland i 2011.

I Vestgrønland er narhvalen gået fra i 2007 at være ”Kritisk truet” til i 2018 at være ”Næsten truet” (Grønlands Rødliste). På IUCN’s globale rødliste betegnes narhvalen som ”Ikke truet”. Der er dog stadig usikkerhed om bestandenes status i Melville Bugt. I Østgrønland er narhvalen gået fra i 2007 at være utilstrækkeligt dokumenteret med data til i 2018 at være ”Moderat truet”. NAMMCOs videnskabelig komité konkluderede i 2017, at de østgrønlandske bestande i Scoresbysund, Kangerlussuaq og Tasiilaq var i tilbagegang, og at de nuværende fangstkvoter ikke er bæredygtige.

Rådgivningen blev skærpet i 2019, da NAMMCOs videnskabelige komité vurderede, at selv en beskeden fangst af få narhvaler pr. år kan resultere i et yderligere fald i bestandene. Temperaturstigningerne i Arktis og de medfølgende, vedvarende ændringer af narhvalens levesteder vil formentlig udgøre en stor trussel for narhvalerne i de sydligere dele af udbredelsesområdet.

På Naalakkersuisut’s hjemmeside kan man løbende følge de nyeste fordelinger af kvote på hvaler. Handel med narhvalprodukter og generelle regler for eksport af hvalprodukter er reguleret af CITES (se aktuelle CITES-regler her).

Forskning

Med hjælp fra både grønlandsk, dansk og international finansiering yder Grønlands Naturinstitut en betydelig indsats med hensyn til forskning og overvågning af narhvaler. Undersøgelserne foregår ofte i tæt samarbejde med lokale fangere og fokuserer på hvalernes bestandsstørrelse, vandring, formering og alder. Der forskes også i narhvalernes reaktioner på stressfaktorer som støj fra skibstrafik og seismik og på ændringer i deres levesteder, der følger af klimaforandringer.

Satellitmærkning gør det muligt at følge enkelte individer over lange afstande. Mærkningerne har afsløret narhvalernes vandringsmønstre, hvor de opholder sig sommer og vinter, og hvordan bestandene hænger sammen, f.eks. om der er tale om én stor bestand af narhvaler eller flere isolerede bestande. Satellitmærkning har også givet et indblik i hvalernes dykkemønstre, som er central viden i forbindelse med de flytællinger, som Grønlands Naturinstitut regelmæssigt udfører. Information om den tid, hvalerne i gennemsnit bruger i overfladen, bruges f.eks. til at korrigere tællingerne for neddykkede dyr, der ikke kan ses og derfor ikke tælles med.

Forurening

I årtusinder har narhvalerne opholdt sig i områder, hvor der ikke var støjende menneskelige aktiviteter, og det er nyt for dem, at der nu er isbrydere og tankskibe, som sejler rundt og laver støj i deres områder. Fangerne har længe vidst, at støj skræmmer narhvalerne, og derfor er der stadig steder, hvor kajakken er i brug ved narhvalfangst. Med mindre isdække i fremtiden kan man forvente, at der bliver mere skibsstøj, og det er tvivlsomt, om narhvalerne kan nå at vænne sig til det.