Narhval

Flok af narhvaler under en flytælling i Melvillebugten. Foto: C. Egevang

Monodon monoceros

Biologi

Narhvalen er i familie med hvidhvalen og er en mellemstor tandhval, der bliver omkring 4-5 meter lang. Hannerne forlænges yderligere af den karakteristiske tand, som vokser ud fra venstre side af dyrets overkæbe. Tandens længde afhænger af dyrets alder, men den kan blive op til 3 meter lang. Det kan forekomme, at narhvalen har to tænder, som vokser ud side om side, men i langt de fleste tilfælde ses én tand. Der er også rapporteret om hunner med tænder, men dette forekommer yderst sjældent. Hannerne bruger formentlig deres tand til at fastslå deres dominans, men man har ikke afklaret dens præcise formål.

Hunnerne bliver kønsmodne i 8-9 års alderen og får en unge hvert 2-3. år. Narhvalens alder kan estimeres ved at tælle vækstlagende i den lange tand. Dette besværliggøres dog hos meget gamle dyr og desuden er det kun hannerne man kan aldersbestemme. Derfor har Grønlands Naturinstitut i samarbejde med Københavns Universitet arbejdet med en alternativ aldersbestemmelsesmetode, der ser på ændringer i aminosyrer i øjelinsen, kaldet Aspartat Racemisering. Med denne metode er de ældste narhvaler blevet estimeret til over 100 år.

Unge narhvaler er brune/grålige, men med alderen bliver den grå farve mørkere og dyrene bliver mere sort-hvid spættede. Voksne dyr har kun en smal sort aftegning, som strækker sig ned over ryggen. Narhvalerne lever hovedsageligt af hellefisk og blæksprutter, men også torsk/polartorsk og rejer udgør en del af deres føde. Dens byttedyr bliver suget ind i munden og slugt hele, da narhvalen ingen synlige tænder har inde i munden.

Narhvalen har ingen synlige tænder i munden, men suger i stedet sin føde ind. Kun hannernes tand vokser ud gennem venstre overlæbe. Foto: M.P. Heide-Jørgensen.

Udbredelse

Narhvalens udbredelse er begrænset til de atlantiske dele af Arktis, og i Grønland forekommer de både langs øst- og vestkysten. I sommermånederne finder man narhvalerne i fjorde og kystnære områder. I løbet af efteråret, når isen dannes, er narhvalerne tvunget til at forlade områderne med fast havis og de bevæger sig ud i åbne farvande i områder med tæt pakis for at søge føde.

Forskere fra Grønlands Naturinstitut har vist, at disse efterårs- og vinterfødesøgningsområder er særligt vigtige for narhvalerne, da det er om vinteren at narhvalerne indtager størstedelen af deres føde i løbet af et helt år (læs om narhvalens fødeoptag her). Om sommeren (juli t.o.m. september) finder man i Vestgrønland bestande af narhvaler i Melvillebugten og Inglefield Bredning og i Østgrønland findes der bestande af narhvaler i områder omkring Køge Bugten, Sermilik Fjord, Kangerlussuaq Fjord, Bloseville kysten og Scoresbysund. Derudover findes der en eller flere bestande i Nationalparken (Dove Bugt samt 79° gletscheren). Der er formodentlig meget lidt udveksling mellem disse bestande. Narhvalerne er særligt sted tro over for deres sommer- og vinteropholdsteder, og de samme individer kommer generelt tilbage til de samme områder år efter år.

 

Narhvalernes sommer- (gul) og vinter- (brun) opholdssteder og deres formodet vandringer mellem områderne (→). Kilde: NAMMCO 2017

Satellitmærkning af narhvaler i det højarktiske canadiske øhav har vist, at narhvalerne også her er særligt tro over for deres vandringsruter. De følger hvert år de samme ruter og tager af sted på stort set samme tid af efteråret på vej til deres vinteropholdssteder i Baffin bugten og Davistrædet. Her opholder de sig fra sen november til april og vinterpladserne er tilsyneladende der, hvor narhvalerne fra de forskellige sommerbestande mødes. I løbet af maj og juni følger narhvalerne iskanten tilbage til deres faste sommeropholdspladser i det højarktiske canadiske øhav samt Melvillebugten og Inglefield Bredning i Nordvestgrønland.

I Østgrønland, viser satellitsporinger at de narhvaler, der kommer ind i Scoresbysund fjordsystemet om sommeren ikke migrerer langt væk om vinteren. Når isen lægger sig inde i fjordene svømmer de nemlig ud på bankerne langs Blosseville kysten, hvor de formentlig fanger hellefisk. Når isen igen bryder op i fjordene, vender de tilbage (studie om de østgrønlandske narhvalers vandringer kan læses her).

De månedlige positioner fra 28 narhvaler mærket i bunden af Scoresbysundfjorden mellem 2010-2013. Kilde: M.P. Heide-Jørgensen et al. 2015.

For at undersøge hvor meget og hvor ofte narhvalerne i Scoresbysund fjordsystemet spiser, har forskere ført en lille temperaturmåler ned i maven på nogle af de satellitmærkede narhvaler. Den registrerer når temperaturen falder, hvilket betyder at hvalen har indtaget et koldt bytte så som en fisk eller blæksprutte (studie om narhvalens fødeaktivitet kan læses her).

Status i Grønland

Fangst af narhval og hvidhval er blandt de vigtigste for både de nordgrønlandske og de østgrønlandske fangere, og det er de eneste to tandhvalarter, som er underlagt en årlig kvote. Narhvalerne var stærkt jaget fra slutningen af 1800 tallet og fremefter og i perioden 1993-2003 blev der i gennemsnit fanget 519 narhvaler årligt. Den uregulerede fangst af narhvaler fik bestandsstørrelserne til at falde betydeligt og i 2004 blev arten underlagt den årlige kvote. Narhvaler er gået fra at være Kritisk Truet til nu at være Næsten Truet på den Grønlandske Rødliste og den samme betegnelse får narhvalen globalt set på IUCN’s Rødliste. Der er dog stadig usikkerhed om bestandenes status i Melville Bugten.  NAMMCOs videnskabelig komite vurderede status af narhvaler i Østgrønland i 2019, og konkluderede at de sydlige bestande, i Scoresbysund, Kangerlussuaq og Tasiilaq var i tilbagegang på grund af fangst, klimaændring og muligvis forstyrrelser.  Temperaturstigningerne i Arktis og de medfølgende vedvarende ændringer af narhvalens levesteder vil formentlig udgøre en stor trussel for narhvalerne i de sydligere dele af deres udbredelsesområder.

En narhval flænses i Østgrønland. Foto: N.H. Nielsen

Forskning og forvaltning

Med hjælp fra både grønlandsk, dansk og international finansiering, har Grønlands Naturinstitut intensiveret forskningen og moniteringen af narhvaler. Undersøgelserne foregår ofte i tæt samarbejde med lokale fangere og fokuserer på hvalernes vandring, reproduktion og alder, samt tællinger fra fly. Desuden forskes der også i narhvalernes reaktion på stressfaktorer så som støj fra skibstrafik og seismisk, og deres reaktioner på de vedvarende ændringer i deres levesteder som følge af klimaforandringer.

Satellitmærkning gør det muligt at følge enkelte individer over lange afstande. Det kan fortælle os om narhvalernes vandringsmønstre, hvor de opholder sig sommer og vinter og hvordan bestandene hænger sammen. F.eks. om der er tale om én stor bestand af narhvaler eller flere isolerede bestande. Udover hvalernes vandringsmønstre kan satellitmærkning også give et indblik i hvalernes dykkemønster. Her ses det blandt andet, hvor meget tid hvalerne i gennemsnit bruger i overfladen. Den viden er essentiel i forbindelse med de flytællinger, som Grønlands Naturinstitut udfører, så forskerne kan korrigere tællingerne for neddykkede dyr.

Grønlands Naturinstitut er repræsenteret i NAMMCO SC (den Videnskabelig Komite af den Nordatlantiske Havpattedyrkommission) og JCNB SWG (Joint Commission on Conservation and Management of Narwhal and Beluga Scientific Working Group). Et fælles samarbejde mellem JCNB SWG og NAMMCO SC fastslår bestandsstørrelserne af nar- og hvidhvaler, som deles mellem Grønland og Canada og som i visse bestandes tilfælde også fanges i begge lande. NAMMCO SC fastslår derudover bestandsstørrelserne af narhvaler i Østgrønland. Denne information fremlægges derefter til JCNB – og NAMMCO kommissionen der herefter rådgiver Grønlands Selvstyre om bæredygtige fangstkvoter. Det er på baggrund af denne rådgivning, samt oplysninger fra fangere, at Selvstyret fastsætter en fem årig kvote for fangsten. Rådgivningen om bæredygtig fangst fra JCNB og NAMMCO beror på de særskilte bestande og det er Grønlands Selvstyre der fordeler kvoterne til kommunerne. På Naalakkersuisut’s hjemmeside kan man løbende følge de nyeste fordelinger af kvote på hvaler. Handel af narhvalprodukter og generelle regler for eksport af hvalprodukter er reguleret af CITES (se aktuelle CITES regler her).

Fangere hjælper med mærkning af narhval med satellitsender. Foto: K. Laidre

Læs artikler om narhvaler: